Hodja er fundet


Mastodonterne har fundet de to unge skuespillere, som skal dele rollen som Hodja i 'Hodja fra Pjort'. Dem kan du møde her.


For to uger siden sad Mastodonternes kunstneriske ledelse med en stor opgave. De skulle finde de to drenge, som kunne dele rollen som Hodja, når Mastodonterne går på scenen med urpremieren på Sebastians 'Hodja fra Pjort'.

Mange unge, dygtige drenge gik til audition - og til sidst lykkedes det at finde de to Hodjaer. De hedder Lukas (th) og Daniel (tv), går i henholdsvis 6. og 7. klasse og er begge 13 år gamle.

"Jeg har slet ikke prøvet at spille teater før, så det er ret vildt at have fået rollen," fortæller Lukas. "Jeg gik til audition, fordi min nabo Anne Sofie, som også er kommet med, gik meget til teater. Og så prøvede jeg også."

Den anden Hodja er en gammel kending. Sidste år kunne man nemlig opleve ham som en af de to unge skuespillere, som spillede hovedrollen Jim i 'Skatteøen'.

"Jeg synes bare, det er rigtig fedt at være med igen," siger Daniel, som er helt sikker på, hvad det bedste ved Mastodonterne er - udover at spille teater, naturligvis: "Sammenholdet er rigtig godt, og vi laver nogle fede ting. Sidste år havde vi en fodboldturnering, det var rigtig fedt. Jeg har fået rigtig mange venner her."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar