»Den fedeste fritidsinteresse«
Den første vi møder er Ida på 23. Ida har tidligere medvirket i Mastodonternes produktioner og vil ikke undvære den glæde det giver hende.»Det er den fedeste fritidsinteresse,« fortæller Ida. »I en musical bliver man udfordret på både sang, dans og ikke mindst skuespil. Men den største grund til, at jeg er med, er helt klart sammenholdet. Jeg har aldrig og vil nok aldrig finde et bedre sammenhold andre steder.«
Inden audition får Ida, og det hold hun skal til audition med, en kort introduktion til, hvordan det hele kommer til at forløbe af Camilla Vadgaard, Mastodonternes koreograf.
Camilla forklarer, at panelet består af i alt fire personer: Steen Lünell, Mastodonternes formand og kreative leder, Sebastian, forestillingens komponist, forfatter og instruktør, hans instruktørassistent, Tanja Reenberg, og kapelmester Jakob Grove.
Da Ida og hendes hold går ind til panelet, er de nervøse og spændte.
»Jeg blev meget spændt da jeg gik ind til audition, men det var samtidig rart at være der. Jeg kan godt lide det adrenalinkick, man får, lige når de kalder ens navn og man skal op og synge.«
![]() |
Camilla Vadgaard (tv), forklarer ansøgerne om audition. |
Det er formand Steen Lünell der har til opgave at give de håbefulde ansøgere svar efter deres audition, og det er et hårdt job når over halvdelen af ansøgerne skal skæres fra.
På Idas hold er hun den eneste der går videre til workshop, som vil blive afholdt i Mastodonternes øvelokaler d. 25. Januar.
Ida er glad for at være gået videre og glæder sig især til at få løftet sløret for, hvad 'Hodja fra Pjort' kommer til at indebære - hvis hun vel at mærke slipper gennem det sidste nåleøje.
”Jeg glæder mig til at få løftet lidt at sløret for, hvad forestillingen handler om. Til workshop plejer vi at synge en korsang fra den nye musical, så der kan man snuse lidt til den nye musik.”
![]() |
Rasmus Carlsen er spændt på sin audition. |
»Man kommer virkelig ind i en lille familie«
24-årige Rasmus Carlsen har forberedt sig grundigt. Han har medvirket i Mastodonternes forestillinger de sidste fire år, og nu er han klar til at kaste sig over audition til produktion nummer fem. Bloggen taler med ham, umiddelbart inden han skal op.”Lige nu er jeg rigtig nervøs, så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå," fortæller Rasmus Carlsen, som smiler trods sin nervøsitet. "Men jeg glæder mig selvfølgelig til at komme ind og vise, hvad jeg kan.”
”Det er jo altid meget spændende at kunne være med til noget nyt. Og eftersom 'Hodja fra Pjort' er helt nyskrevet, er det bare ekstra spændende, så jeg håber virkelig, at jeg kommer med.”
Da vi spørger Rasmus Carlsen, hvad det fedeste ved at være med i Mastodonterne er, er han ikke i tvivl.
”Sammenholdet! Der er mange, der siger det, men det passer også, for man kommer virkelig ind i en lille familie, som altid er der for én.”
Til sin audition synger Rasmus 'Credo' fra Sebastians musical 'Cyrano' – og det gør han så godt, at han er gået videre på rollen Brumme, sultanens fordrukne fængselsbetjent, som Hodja møder på sin rejse rundt i verden.
Rasmus har fået et uddrag af manuskriptet, samt en sang fra forestillingen, som han skal øve sig på til der afholdes workshop d. 25. januar. Han har altså kun små to uger til at lære en helt ny sang og replikker, før han endnu engang skal stå foran panelet og fyre den af.
Marie søgte nye udfordringer
For 22-årige Marie er det første gang, hun søger optagelse til en af Mastodonternes forestillinger. Marie har de sidste 13 år spillet musical i sin hjemby i Næstved, men nu er det tid til nye udfordringer.”Jeg har fornemmelsen af, at Mastodonterne er ekstremt professionelle. Mere professionelle end hvad jeg kommer fra, og det er lige det, jeg har søgt. Nye udfordringer på nye områder.”
Marie sang 'Fuld af Nattens Stjerner' fra Sebastian Musicalen 'Skatteøen'. Efter den præstation skulle dommerpanelet ikke votere længe, før Marie blev sendt videre på i alt tre roller: de to blinde piger Zahira og Zaina, samt en rolle ved navn Perlesten.
”Det er super spændende. Det er fedt at få lov til at prøve ikke bare en, men to solistroller.”
De to blinde piger er den gamle tæppehandler El Fazas døtre, og det er dem, der giver Hodja det flyvende tæppe. Perlesten arbejder på sultanens palads og hjælper Hodja med at snige sig ind på paladset og få sit flyvende tæppe tilbage fra sultanen, som har stjålet det.
![]() |
Marie (th) får udleveret det materiale hun skal øve sig til workshoppen d. 25. januar. |
Marie skal øve sig på både Perlestens sang ”En ny og dejlig dag” og replikker fra den nyskrevne forestilling. Hvordan det går med Marie, Ida og Rasmus til workshoppen kan du læse mere om på bloggen, senere. Vi ønsker dem alle kæmpe pøj pøj og glæder os til at følge deres videre færd i håbet om at deltage i ”Hodja fra Pjort.”
– Og husk du kan stadig nå at melde dig til audition på www.Hodjamusical.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar